Æbler, kanel og marcipan i en skøn forening.
Her får du opskriften på en nem og hurtig tilberedt æbletærte med marcipancrumble. Den smager dejlig lun, serveret med planteflødeskum eller en lækker vaniljeis.
Æbletærte med marcipancrumble
6-8 personer
Ingredienser:
600 g æbler i tern, renset vægt (fx Belle de Boskoop)
1 spsk. rørsukker
1 tsk. kanel
Smuldredej
125 g hvedemel
75 g flormelis
1 tsk. vaniljesukker
100 g stuetempereret plantesmør (fx Naturli' Smørbar Blok)
150 g marcipan
Pynt
50 g revet marcipan
Fremgangsmåde:
Start med at skrælle æblerne, fjern kernehuset og skær dem i tern. Bland æbleternene med rørsukker og kanel, og kom dem i en smurt tærteform (ca. 24 cm i diameter).
Ælt hvedemel, flormelis, vaniljepulver, stuetempereret plantesmør og marcipan sammen med hænderne til en smuldredej.
Fordel dejen ovenpå æbleternene og bag tærten i midten af ovnen i 10 minutter ved 200° C (traditionel ovn). Riv 50 g marcipan ud over tærten og bag den i yderligere i ca.10 minutter. Tærten er færdig når den er let gylden.
Server æbletærten lun sammen med plantefløde eller vaniljeis.
Comments