Jeg har været i køkkenet mange gange for at udvikle opskriften på en klassisk vegansk chokoladebrownie. Det har været vigtigt for mig, at finde frem til den helt rette konsistens.
Efter utallige forsøg er det endelig lykkes mig, at bage en intens og fyldig chokoladebrownie med pekannødder.
Nyd brownien til en god kop kaffe eller med vaniljeis og hindbærcoulis.
Chokoladebrownie med pekannødder
15 stk.
Ingredienser:
175 g hvedemel
100 g sukker
75 g farin
30 g kakaopulver
1,5 tsk. bagepulver
100 g hakkede pekannødder (eller valnødder)
100 g hakket, mørk chokolade (60 % kakao)
75 g plantesmør (fx Naturli’ Smørbar)
2,5 dl Naturli’ Soyadrik Kakao (eller anden plantemælk)
Fremgangsmåde:
Smelt plantesmør og hakket chokolade i en gryde.
Rør hvedemel, sukker, farin, kakaopulver, bagepulver og hakkede pekannødder sammen i en skål. Tilsæt herefter Soyadrik Kakao og den smeltede chokoladeblanding.
Rør dejen godt sammen, og kom den i en lille bradepande (ca. 18 x 28 cm) beklædt med bagepapir.
Bag brownien i ca. 20-25 minutter ved 170° C (varmluft), og lad den herefter afkøle.
Nyd chokoladebrownien som den er, eller server den med en god vaniljeis og hindbærcoulis.
Comments