Hvis du elsker kokos, marcipan og nougat, kan jeg anbefale dig at bage en lækker kokosmazarintærte med nougat. En uimodståelig sød og syndig tærte, som skal nydes når du trænger til lidt ekstra forkælelse.
Kokosmazarintærte med nougat
8-10 personer
Ingredienser:
Mørdej
150 g hvedemel
90 g plantesmør
45 g flormelis
1½ spsk. vand
½ tsk. bagepulver
Kokosmazarinmasse
150 g Odense Marcipan med kokos
100 g sukker
60 g plantesmør
3 spsk. hvedemel (30 g)
1 spsk. majsstivelse (10 g)
½ tsk. bagepulver
½ dl plantemælk (Naturli' Soyadrik calcium & vanilje)
Topping
125 g vegansk nougat (fx Summerbird)
Pynt
15 g hasselnøddeflager
Fremgangsmåde:
Mørdej: Ælt alle ingredienserne sammen med hænderne til en ensartet dej. Stil dejen på køl i ½ time. Tag dejen ud af køleskabet og rul den relativt tyndt ud på et meldrysset bord. Kom dejen i en aflang tærteform (35 x 11 cm) med løs bund og pres den fast til sider og bund. Det er ikke nødvendigt at smøre formen. Tryk kanterne fri for overflødig mørdej.
Kokosmazarinmasse: Pisk alle ingredienserne sammen med en håndmikser – til massen er ensartet og uden klumper. Kom kokosmazarinmassen oven på mørdejen og bag tærten i ca. 25-30 minutter ved 175° C (varmluft).
Afkøl tærten helt i køleskab - gerne til næste dag.
Topping: Smelt nougaten over vandbad. Hæld nougaten på den afkølede kokosmazarintærte og pynt med hasselnøddeflager.
Sæt tærten i køleskabet i ½-1 time, hvorefter den kan nydes til en god kop kaffe eller te.
NB: Har du ikke en aflang tærteform kan en rund (25,5 cm i diameter) med løs bund også bruges. Her skal du anvende 150 g nougat til topping.
Comments