Koldhævede boller er hurtigt og nemt at bage. Du kan fx lave dejen om aftenen, hvor du alligevel er i køkkenet for at tilberede aftensmad. Næste dags morgen kan du bage lækre og sprøde boller med en saftig krumme. I opskriften har jeg brugt purpurhvedemel, som har en meget aromatisk smag. Purpurhvedens skaldele indeholder antioxidanten anthocyanin, der giver brød bagt af purpurhvedemel et lilla skær. Herudover har jeg tilsat surdej og tranebær for lidt syrlighed og valnødder for ekstra bid.
Purpurhvedeboller med tranebær og valnødder
12 stk.
Ingredienser:
½ liter koldt vand
275 g purpurhvedemel (Aurion)
ca. 275 g hvedemel
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
10 g gær
50 g spelt-surdej Tørsleff
75 g grofthakkede tranebær
75 g grofthakkede valnødder
Fremgangsmåde: Rør vand og purpurhvedemel sammen i en skål. Gær, surdej, sukker og salt røres i. Tilsæt til sidst tranebær, valnødder og hvedemel og rør en blød dej.
Sæt dejen til hævning i køleskabet natten over – eller minimum 6-8 timer.
Efter hævning sættes bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Brug hænderne, som er dyppet i vand eller to skeer.
Bag bollerne i 10 minutter i en forvarmet ovn ved 220° C (varmluft). Skru derefter temperaturen ned på 200° C og bag bollerne i yderligere 10-15 minutter.
Comments