top of page

Hej og velkommen til min blog VEGGIE by Anja Rathje!

 

​En blog med inspiration til vegansk bagværk og desserter. Klassiske som vi kender dem, men også nye opskrifter, hvor jeg har kræset for såvel øjet som smagsoplevelsen.

​

​Med bloggen vil jeg vise dig at vegansk bagning går som en leg, blot med investering af lidt øvelse og tid. Det er vigtigt for mig, at du med mine opskrifter her på bloggen, får en god smagsoplevelse med nydelse i hver enkelt mundfuld. 

​

​Jeg hedder Anja og bor i en mindre vestjysk by sammen med min mand. Jeg blev uddannet klinisk diætist i 2005 og arbejder fuldtid indenfor faget. I 2015 blev jeg vegetar, og siden 2017 har jeg spist en plantebaseret kost.

 

​Sundhed er for mig en naturlig del af livet, og hver dag bruger jeg flere timer i køkkenet på at tilberede grøn og nærende hverdagsmad. Jeg lever et aktivt liv og dyrker daglig motion i form af løb og styrketræning. Herudover nyder min mand og jeg flere længere vandreture hvert år – både i Danmark og udlandet. Men sundhed er mere end at spise sundt og være fysisk aktiv – det er også mental velvære. 

​

​Min helt store passion er det søde køkken, og jeg synes det er spændende at udvikle opskrifter på godt brød, lækre kager og skønne desserter. Timerne i det søde køkken er mit frirum. Her står tiden stille - jeg er til stede i nuet og fyldes med ny energi.

Jeg nyder min tid i køkkenet hvad enten det er for at tilberede aftensmaden, lave en god og indbydende madpakke, bage boller til morgenbordet eller en god kage til der kommer gæster på besøg. At se og smage det færdige resultat, er for mig fortryllende. Med kriblen i maven og længselsfuld venten, er jeg som et lille barn til juleaften.

​

​Jeg håber, at du med mine opskrifter og inspiration får mange skønne timer i køkkenet og dejlige smagsoplevelser.

​

​God fornøjelse!

​

Kærligst

​

Anja

bottom of page