Lækker og cremet Biscoff cheesecake – en skøn kage til alle Biscoff elskere.
Cheesecaken består af en sprød Biscoff kiksebund, en midte af fløjlsblød Biscoff flødeostecreme og en top med Biscoff Spread og knasende Biscoff kiks. What’s not to like?
Biscoff cheesecake
10-12 personer
Ingredienser:
Kiksebund
200 g Lotus Biscoff kiks
75 g smeltet plantesmør (fx Naturli' Block)
Flødeostecreme
2½ dl piskbar soyafløde
1 brev Vegegel (Dr. Oetker)
1 spsk. citronsaft
2 pakker Philadelphia Plant Based (290 g)
165 g Lotus Biscoff Spread
75 g flormelis
Topping
150 g Lotus Biscoff Spread
50 g knuste Lotus Biscoff kiks
Fremgangsmåde:
Kiksebund: Knus Biscoff kiksene til en grov rasp, og rør det godt sammen med plantesmørret. Læg bagepapir i bunden af en springform (ca. 22 cm i diameter), og fordel kikseblandingen ovenpå. Sæt kagebunden på køl imens flødeostecremen forberedes.
Flødeostecreme: Pisk 1½ dl soyafløde og citronsaft til skum. Kom Philadelphia, Biscoff Spread og flormelis i en skål og pisk det godt sammen. Hæld 1 dl soyafløde og Vegegel i en gryde, og varm det op under omrøring – lad det koge 2 minutter. Rør den lune soyafløde i ostecremen. Vend til sidst den piskede soyafløde i cremen.
Kom flødeostecremen på kiksebunden og sæt cheesecaken på køl i 2-4 timer, gerne længere.
Topping: Kom Biscoff Spread i en lille kasserolle og lad det smelte over svag varme.
Tag cheesecaken ud af formen og pynt med den smeltede Biscoff Spread. Drys de knuste Biscoff kiks rundt i kanten af cheesecaken inden servering – så er de sprøde og knasende.
コメント