Bondepige med slør er en gammel dansk dessert, som minder om traditionel gammeldags æblekage. Opskriften er en smagfuld sammensætning af sød æblekompot, mørkt rugbrød og bitter chokolade. En dejlig variation til den traditionelle æblekage med makronrasp.
Bondepige med slør
4-6 portioner
Ingredienser:
600 g æbler
¼ dl vand
Ca. 50 g rørsukker
1 tsk. vaniljesukker
Rugbrødcrumble
200 g rugbrød
3 spsk. farin
25 g plantesmør
Pynt
2,5 dl piskbar soyafløde (fx Alpro Cuisine soya)
50 g finthakket mørk chokolade
Fremgangsmåde:
Æblekompot: Start med at skrælle æblerne, fjern kernehuset og skær dem i mindre tern. Kom æbletern, vand og vaniljesukker i en gryde og kog dem møre ved svag varme. Smag æblekompotten til med rørsukker og lad den herefter afkøle.
Rugbrødscrumble: Riv eller smuldr rugbrødet så fint som muligt, og bland det med farin i en skål. Smelt plantesmørret på en pande, tilsæt rugbrødsblandingen og rør det godt sammen. Fordel rugbrødscrumblen i et jævnt lag på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag det sprødt i en forvarmet ovn på 200° C i ca. 5-10 minutter. Lad rugbrødscrumblen afkøle.
Pisk soyafløden til skum.
Anret bondepige med slør i portionsglas kort tid inden servering. Start med at ligge lidt rugbrødscrumble i bunden af glasset og derefter æblekompot. Dette gentager du endnu engang og afslutter med et lag rugbrødcrumble, flødeskum og hakket mørk chokolade.
Comments