Chokolademousse på browniebund er den perfekte dessert, hvis du elsker chokolade. Kagen er en fyldig og lækker chokoladebrownie, som er toppet med en let og luftig chokolademousse bestående af mørk chokolade, soyafløde og aquafaba.
Kagen er pyntet med pistacie krokant, som giver en overraskelse og sprød kontrast til den fløjlsbløde chokolademousse.
Chokolademousse på browniebund m. pistacie krokant
8 personer
Ingredienser:
Browniebund
75 g hvedemel
50 g sukker
35 g farin
15 g kakaopulver
1 tsk. bagepulver
45 g hakket, mørk chokolade (60 % kakao)
40 g plantesmør (fx Naturli’ Smørbar)
1 dl plantemælk
Chokolademousse
200 g hakket, mørk chokolade
2,5 dl piskbar soyafløde
0,5 dl aquafaba (kikærtevand)
30 g sukker
Pistacie krokant
50 g usaltede pistaciekerner
75 g sukker
Fremgangsmåde:
Browniebund: Smelt plantesmør og hakket chokolade i en gryde. Rør hvedemel, sukker, farin, kakaopulver og bagepulver sammen i en skål, og tilsæt herefter plantemælk og den smeltede chokoladeblanding. Rør dejen godt sammen, og kom den i en smurt springform (ca. 20 cm i diameter). Bag browniebunden i ca. 15 minutter ved 180° C (traditionel ovn). Lad browniebunden afkøle.
Chokolademousse:
Smelt den hakkede chokolade over vandbad. Pisk soyafløden til skum (5-10 minutter).
Pisk aquafabaen luftig i et par minutter. Tilsæt sukker, i mens der piskes i yderligere et minut, til du har en stiv marengs. Vend den smeltede chokolade i den piskede soyafløde, og vend til sidst aquafabaen forsigtigt heri. Fordel chokolademoussen på den afkølede browniebund. Brug en paletkniv eller bagsiden af en ske, til at glatte chokolademoussen ud. Sæt kagen på køl i mindst 2-4 timer. I mens laves pistacie krokanten.
Pistacie krokant:
Smelt sukkeret til gylden karamel på en pande. Tilsæt pistaciekernerne og rist dem med i nogle få sekunder. Hæld pistaciekaramellen ud på et stykke bagepapir og lad det afkøle helt. Hak pistaciekaramellen groft med en brødkniv.
Inden servering pyntes kagen med pistacie krokant.
Commentaires