Specier er en lækker og sprød småkage, som kan varieres i det uendelige – kun fantasien sætter grænser. Her får du min opskrift på den klassiske småkage tilsat en dejlig kombination af syrlig citron og sød chokolade. Nyd de friske småkager til en god kop kaffe eller te.
Citronspecier med hvid chokolade
60 stk.
Ingredienser:
1 vaniljestang
125 g flormelis
300 g hvedemel
225 g stuetempereret plantesmør (fx Naturli' Smørbar Blok)
Revet skal fra 1 økologisk citron
40 g hakket, hvid vegansk chokolade
Fremgangsmåde:
Hak chokoladen fint.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med en lille urtekniv. Mas vaniljekornene sammen med lidt af flormelissen, så kornene skilles ad.
Ælt alle ingredienserne hurtig sammen til en ensartet dej, og form to pølser med en diameter på ca. 5 cm.
Læg dejpølserne i køleskabet et par timer, og skær dem herefter i ½ cm tykke skiver.
Bag citronspecierne ved 180° C (varmluft) i ca. 10 minutter, og lad dem køle af på en bagerist.
Opbevar citronspecierne i en kagedåse med tætsluttende låg.
Comments