I dag fylder vores hund, Bertha, 12 år. En perfekt anledning til at bage kage på en helt almindelig onsdag. Jeg har bagt en nyfortolkning af den klassiske hindbærsnitte. Den traditionelle hvide glasur er skiftet ud med fløjlsblød nougat. En sød og lækker kage der komplimenterer eftermiddagskaffen rigtig godt.
Hindbærsnitter med nougat
10 stk.
Ingredienser:
Mørdej
250 g hvedemel
75 g flormelis
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljepulver
150 g stuetempereret vegansk plantemargarine
0,5 dl vand
Fyld
10 tsk. (ca. 100 g) hindbærmarmelade
Topping
100 g vegansk nougat
Fremgangsmåde:
Mørdej: Ælt hvedemel, flormelis, bagepulver, vaniljepulver og stuetempereret plantemargarine sammen i en skål. Tilsæt vandet lidt ad gangen, og ælt dejen smidig og glat. Stil dejen på køl i ½ time.
Rul dejen ud på et meldrysset bord, til den er ca. 3 mm tyk. Udstik dejen med en rund udstikker (ca. 8 cm i diameter), eller brug som jeg en udstikker med motiv. Du skal bruge 2 kager til hver hindbærsnitte. Ælt dejresterne sammen, rul ud og udstik igen. Dette gentages indtil du ikke har mere dej.
Læg småkagerne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen ved 190° C (varmluft) i 8-10 minutter. Undgå at bage småkagerne for hårdt, de skal være lyse. Lad dem afkøle på en bagerist.
Smelt nougaten over vandbad, og smør det på den ene halvdel småkager med en paletkniv.
Den anden halvdel småkager skal bruges som bunde. Kom 1 tsk. hindbærmarmelade på hver bund. Læg herefter toppene med nougat ovenpå.
Spis hindbærsnitterne i løbet af et par dage. Hvis du lige som jeg bedst kan lide at hindbærsnitterne er lidt sprøde, så læg dem sammen med marmeladen lige inden servering.
Comments