top of page
  • Forfatters billedeVEGGIEbyAnjaRathje

Inspiration til veganske spisesteder på Mallorca

Jeg har flere gange rejst til Mallorca for at holde ferie under varmere himmelstrøg. Mallorca er en fantastisk ferieø, særligt i månederne april til oktober hvor det er varmest. Jeg nyder øens mange muligheder - lige fra den aktive ferie med vandreture og skønne naturoplevelser i bjergene, morgenløbeture langs strandpromenaderne, til afslapning på de hvide sandstrande og forkælelse på øens hyggelige caféer. Der er rig mulighed for at spise vegansk på Mallorca, særligt hvis du holder ferie i hovedstaden Palma de Mallorca eller i de større byer på vestkysten, som fx Deia og Sóller.



Banyalbufar

Banyalbufar er en autentisk mallorcansk landsby på Mallorcas vestkyst. Den maleriske by ligger på en stejl bjergside med frugtbare terrasser omgivet af de høje toppe i bjergkæden Serra de Tramuntana. I Banyalbufar finder man en fantastisk panoramaudsigt over Det Baleariske Hav, hvis bølger bruser op ad bjergskråningerne. Den hyggelig landsby har kun få restauranter, men jeg var heldig at finde enkelte veganske muligheder på menukortet hos Son Tomas. Her kan man bestille en grøntsagspaella og samtidig nyde en enestående solnedgang. I dagtimerne er restauranten desværre lukket, men det er i stedet for muligt at nyde en let frokost i Son Tomas’ café. Jeg bestilte en udmærket wokret.


Son Tomas: Carrer Baronia, 17, 07191 Banyalbufar, Illes Balears


Deià

På det nordlige Mallorca ligger den hyggelige by Deià, som er populær blandt rige og kendte kunstnere. Den stemningsfyldte by er som et idyllisk maleri, hvor man går ad små snoede gader med okkerfarvede huse og frodige haver. Byen har også sin egen lille havn, Port de Deià, hvor det er muligt at bade. Fra Deià er det muligt at nyde det natursmukke område på forskellige vandreruter. Du kan fx på 4-5 timer gå ad den smukke vandrerute GR221 til Sóller eller Port de Sóller.


I Deià er der flere veganske muligheder på byens små caféer og restauranter. Vi spiste en lækker middag på restaurant Nama, hvor vi kunne nyde den flotte udsigt ud over Sierra de Traumuntana bjergene.


Vi nød en forret bestående af forårsruller og ”chicken” spyd med tofu og hertil en lækker peanutbutter sauce. Hovedretten var en thai inspireret risret med kokosmælk og citrongræs. Til dessert fik jeg mochis med mørk chokolade og matcha is.


Nama: Carrer Arxiduc Luís Salvador, 22, 07179 Deià, Illes Balears

Nama er en fantastisk restaurant og den får mine varmeste anbefalinger. Holder du ferie i byen eller tager du en endagstur til Deià for at opleve den stemningsfyldte by, er Nama helt klart et besøg værd. Priserne ligger i den høje ende, men maden er lækker og smagfuld og helt klart alle pengene værd.


Estellencs

Estellencs er en smuk gammel landsby som ligger på Mallorcas vestkyst i bjergkæden Serra de Tramuntanas storslåede natur. Den charmerende landsby ligger på bjergskråninger, der fører ned til det safirblå middelhav. Fra bymidten går en ca. 2 km lang sti ned til bugten Cala d’Estellencs, hvor der er en lille badestrand med småsten samt en hyggelig sommerbar. Desværre er der ikke veganske muligheder udover en kold forfriskning.


Estellencs har et lille udvalg af restauranter og caféer, og de veganske muligheder er ikke store. Min mand og jeg bestilte dog en lækker grøntsagspaella hos Montimar.


Montimar: Plaça Constitució, 7, 07192 Estellencs, Illes Balears

Palma de Mallorca

Palma de Mallorca er øens hovedstad. Den stemningsfyldte by opleves bedst til fods, hvor du går igennem byens hyggelige, snoede gader og charmerende pladser, imens du ser de historiske bygninger med smuk arkitektur. Palma de Mallorcas særlige atmosfære er ren magi – du tryllebindes af byens forførende stemning.


Palma de Mallorca er et sandt madmekka for veganere. Flere af de veganske spisesteder ligger i den gamle bydel Santa Catalina og kræver en lidt længere gåtur. Gå dog ikke glip af muligheden for at nyde disse små og hyggelige caféer, den historiske gåtur hjælper dig blot til at samle appetit. Flere hyggelige caféer med smagfuld vegansk mad er desværre lukket, efter jeg besøgte Palma de Mallorca i vinteren 2020. Jeg formoder, at dette skyldes corona-pandemien og nedlukningen som følge heraf. Jeg håber der med tiden åbner nye og spændende caféer op i byen. Min favoritcafé i Palma de Mallorcas bymidte er The Garden Cafe. I Santa Catalina vil jeg anbefale The Dukes, Sabores de Sandra og det lille supermarked LoVegano.


LoVegano: Carrer de Caro, 34, 07013 Palma, Illes Balears

I Palma de Mallorca er det blevet lettere at finde veganske fødevarer i de lidt større supermarkeder. Er du i byen, vil jeg dog anbefale dig at kigge forbi LoVegano i Santa Catalina, som er et lille supermarked med udelukkende veganske produkter. Butikken er et rent slaraffenland, hvor du finder alt fra basisvarer som sojamælk og tofu til superfoods og frosne fødevarer eller vegansk kosmetik. En butik der har næsten alt, hvad du som veganer har brug for.

Mymuybueno Cookery School: Permanent lukket i Palma - men genåbner i London.

I januar 2020 deltog jeg i et 5 dages plantebaseret madlavningskursus på Mymuybueno Cookery School. Grundlæggeren Justine Murphy, der er uddannet kok og kogebogs-forfatter, var underviser på kurset. Det var en spændende og lærerig oplevelse, hvor jeg fik inspiration til lækre grøntsagsretter og veganske oste, skønt bagværk og vidunderlige raw cakes samt viden om aquafabas magi og mange muligheder i det plantebaserede køkken.


Mama Carmen’s: Carrer de Cervantes, 21, 07013 Palma, Illes Balears

Hos Mama Carmen’s i Santa Cantalina serveres der vegansk morgenmad, frokost og kager – alt sammen med inspiration fra de spanske husmødre. På menukortet finder du et fint udvalg af lækre smoothie bowls, grød og toasts samt kager – alt sammen med fokus på økologi.

Pizzeria Armonia: Carrer dels Oms, 13, 07003 Palma, Illes Balears

I Palma de Mallorcas bymidte finder du Pizzeria Armonia. Her finder du en lækker vegansk pizza på menukortet, som kan nydes inde i det lille pizzeria eller udenfor, hvor du samtidig kan opleve byens atmosfære.


RivaReno: Plaça de la Llotja, 1, 07012 Palma, Illes Balears

Jeg nyder is i varmen og foretrækker smagfulde varianter. RiveReno fremstiller flere veganske varianter – og ikke kun sorbeter. Min favorit er kokosis - her sammen med en lækker pistacieis. Hos RivaReno efterstræber man en autentisk oplevelse, hvor kvalitet og friske råvarer er i højsædet.


Sabores de Sandra: Carrer Batle Emili Darder, 43, 07013 Palma, Illes Balears

I Santa Catalina finder du det veganske spisested Sabores de Sandras. Her møder du hjertevarme hos ejeren Sandra. Hun har et bredt udvalg af forretter, hovedretter og desserter på menukortet. Jeg fik en smagfuld lasagne og en banoffee pie til dessert.


Santina: Carrer d'Anníbal, 19, 07013 Palma, Illes Balears

Smut en tur forbi Santina I Santa Catalina og oplev den afslappende atmosfære i den hyggelige café. Santina har forskellige veganske og glutenfrie muligheder på menukortet. Stil den lille sult med fx en lækker wrap og frisk smoothie.


Starbucks: Plaça de Cort, 1, 07001 Palma, Balearic Islands

Starbucks finder du I Palma de Mallorcas bymidte. Her er det muligt at bestille flere af drikkene fra menukortet i en vegansk udgave, hvortil du kan nyde en lille chokoladekage.


The Duke: Carrer Soler, 36, 07013 Palma, Illes Balears

Siden 2009 har The Duke i Santa Catalina serveret lækker og smagfuld mad, der er en blanding af det asiatiske, mellem- og sydamerikanske køkken. Hos The Duke får dine smagsløg en oplevelse udover det sædvanlige, og deres grønne bananchips med guacamole er et sikkert hit.


The Garden Cafe: Carrer de Josep Tous i Ferrer, 2, 07002 Palma, Illes Balears

I Palma de Mallorcas bymidte finder du den hyggelige café The Garden. Der er et fint lille udvalg af veganske muligheder på menukortet, heriblandt smoothie bowl, toast med avocado, hummus og burrito samt chokoladekage. Jeg bestilte deres burrito og chokoladekage, det var lækkert og kan anbefales.


Sóller og Port de Sóller

Sóllerdalen som er omkranset af Serra de Tramuntana bjergene er et paradis for både vandrere og naturelskere. Stedet er helt unikt og kom sammen med bjergkæden Serra de Tramuntana på UNESCO’s verdensarvsliste i 2011.


Midt i dette skønne paradis finder man nordkystens hovedby Sóller, som ligger ca. 40 minutters kørsel fra hovedstaden Palma de Mallorca. Den hyggelige by har en fascinerende atmosfære, og er samlingssted for mange vandrere og cykelryttere. Omkring Sóller og Port de Sóller findes der adskillige vandreruter ad billedskønne stier og med spektakulære udsigter over Det Baleariske Hav og Serra de Tramuntana bjergene.


Re Organic: Carrer de Sa Mar, 43, 07100 Sóller, Illes Balears

I Sóller er der veganske muligheder på flere restauranter. Vi nød en lækker frokost på Re Organic. Her er det muligt at købe økologiske grøntsager og spise en lækker frokost i restauranten eller i gårdhaven. Der er flere veganske muligheder på menukortet. Jeg bestilte en vegansk omelet og en grøntsagsbowl, hvortil jeg fik en lækker grøntsagsjuice.


Noname: Carrer de la Marina, 34, 07108 Port de Sóller, Illes Balears

Ca. 4 km fra Sóller by ligger områdets perle, den gamle havneby Port de Sóller. En unik bugt med smaragdgrønt vand og hvid sandstrand.

Der er flere restauranter i Port de Sóller, som tilbyder vegansk mad. Noname er helt klart et besøg værd. Her nød vi lækre salater, søde kartoffelfritter med vegansk aoli og en skøn karry risret.


Valldemossa

Valldemossa er den højest beliggende by på Mallorca. Den smukke bjerglandsby har en unik beliggenhed i en frodig dal med mandel- og citrustræer og imellem Serra de Tramuntana bjergenes knoldede toppe. Fra Palma de Mallorca er der ca. 30 minutters kørsel til den idylliske landsby, hvor der er veganske muligheder på enkelte af byens restauranter og caféer.


American Grill: Plaça Ramon Llull, 5, 07170 Valldemossa, Illes Balears

Vi spiste på American grill, hvor der var flere veganske muligheder på menukortet. Jeg spiste hummus med fladbrød til forret. Hovedretten var en rygende varm grøntsags faitas. Senere købte jeg lækker vegansk is i en af byens iscaféer.


NB: Er du som jeg vild med at vandre, så kan du finde inspiration til din næste vandretur her på siden. Mallorca er kendt for sit gode klima og storslåede natur, og derfor et fantastisk sted at vandre. Har du lyst til at opleve de spektakulære Serra de Tramuntana bjerge, kan jeg varmt anbefale vandreruten GR221, som du kan læse om her. Ønsker du blot at gå enkelte dagsetaper kan dagsturen fra Sóller til Deià anbefales.

215 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Lagkagebunde

bottom of page