Kanelsnegle smager skønt og er lidt ekstra kræs til brunchbordet søndag morgen.
Denne opskrift består af en gærdej lavet på ølandshvedemel. Det betyder dog ikke, at kanelsneglene er sunde, når man ser på kalorieindholdet, men de smager bare bedre.
Ølandshvedemel har flere smagsnuancer end traditionelt hvedemel og et højere indhold af kostfibre, proteiner og vitaminer.
Kanelsneglene er her bagt med en lækker marcipan/farin remonce. Server dem gerne samme dag, som de er bagt.
Kanelsnegle
18 stk.
Ingredienser:
Gærdej
100 g plantesmør
1,5 dl plantemælk
25 gær
350 g ølandshvedemel
50 g rørsukker
½ tsk. salt
1 tsk. stødt kardemomme
½ tsk. vaniljepulver
Remonce
150 g marcipan
75 g farin
100 g stuetemperet plantesmør (fx Naturli' Smørbar Blok)
1 spsk. stødt kanel
Glasur
Ca. 150 g flormelis
2-3 spsk. vand
Fremgangsmåde:
Gærdej: Smelt plantesmør i en gryde og tilsæt plantemælk. Kom det i en skål og smuldr gæren heri. Tilsæt herefter ølandshvedemel, rørsukker, salt, kardemomme og vaniljepulver. Ælt dejen godt og lad den hæve i 30 minutter. Imens laver du remoncen.
Remonce: Rør marcipan, farin, stuetempereret plantesmør og kanel godt sammen.
Rul dejen ud på et meldrysset bord til en rektangel på ca. 40 x 20 cm. Smør remoncen ud på dejen med en paletkniv eller dejskraber og rul dejen sammen på den lange led.
Skær dejen i tykke skiver og læg kanelsneglene på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem hæve tildækket et lunt sted i 30-45 minutter, til de har dobbelt størrelse.
Bag kanelsneglene i ovnen ved 200° C (varmluft) i 15-20 minutter, til de er let gyldne. Lad kanelsneglene afkøle på en bagerist.
Glasur: Rør en glasur af flormelis og vand, og pynt de afkølede kanelsnegle hermed.
Comments