Fløjlsblød snickershummus – en sød og lækker hummus med peanutbutter, kakao, saltede peanuts og karamel. En proteinrig hummus der smager syndigt af snickers – perfekt når eftermiddagssnacken skal indeholde lidt ekstra forkælelse.
Snickershummus
1 lille skål
Ingredienser:
Hummus
1 dåse forkogte kikærter (drænet vægt 240 g)
150 g medjool dadler
4 spsk. peanutbutter (60 g)
2 spsk. kakaopulver (10 g)
1 tsk. vaniljepulver
¼ tsk. salt
½ dl vand
Pynt
Saltede peanuts
Fremgangsmåde:
Dræn vandet fra kikærterne og udsten dadlerne.
Kom alle ingredienserne i en foodprocessor, og blend det godt sammen til en glat og ensartet masse. Tilsæt evt. ekstra vand for en tyndere konsistens.
Har du ikke en foodprocessor, kan du bruge en stavblender i stedet for.
Pynt snickershummussen med saltede peanuts.
Spis snickershummussen på et godt stykke grovbrød.
TIP: Snickershummussen bliver ekstra lækker, hvis den pyntes med lidt saltet karamelsauce (fx Coconut Salted Caramel Sauce fra Nature’s Charm).
Comments