Den du ved nok kage er en populær klassiker, som nemt kan bages i Trangia stormkøkkenet. En lækker og luftig chokoladekage med kaffe/kokos topping. Perfekt afslutning på en dag i det fri.
Den du ved nok kage
1 kage, 4-6 portioner
Ingredienser: Chokoladekage
110 g hvedemel
15 g kakaopulver
100 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
½ dl smagsneutral olie (fx rapsolie)
¾ dl vand
Kaffe/kokos topping
50 g vegansk plantemargarine
1 tsk. Nescafé opløst i 1 spsk. kogt vand
1 spsk. kakaopulver
100 g flormelis
35 g kokos
Udstyr på tur
Lille og stor gryde
Pande
Et rundt stykke bagepapir, med samme diameter som den lille grydes bund
Fremgangsmåde:
Forberede hjemme: Mål og vej de tørre ingredienser af til chokoladekagen og kaffe/kokos toppingen, og kom dem i to separate fryseposer.
Kom de tørre ingredienser til chokoladekagen i den store gryde. Tilsæt olie og vand og rør dejen godt sammen.
Rengør den store gryde og gør klar til bagning af chokoladekagen.
Læg bagepapir i den lille grydes bund og smør siderne med vegansk plantemargarine eller olie. Hæld dejen i gryden og fordel den i et jævnt lag.
I bunden af den store gryde placeres tre små sten på 1 cm i diameter. Det er vigtigt at stenene ikke er lavet af flint. Stenene placeres, så den lille gryde kan stå stabilt. Den lille gryde med kagedejen sættes ned i den store gryde.
Tænd brænderen på laveste blus og sæt gryderne over. Læg panden på som låg, med kanten hængende ned over gryderne.
Bag chokoladekagen i ca. 45 minutter – men se til den af og til.
Afkøl chokoladekagen - imens laves kaffe/kokos toppingen.
Kaffe/kokos topping: Kom alle ingredienserne til toppingen i den store gryde, og smelt det sammen ved lav varme til en tyktflydende glasur. Fordel glasuren på den let afkølede kage.
Nyd den nybagte chokoladekage til en god kop kaffe.
NB: Bagetiden er meget afhængig af brænderens indstilling samt vejr og vind. Jeg foretrækker at bage kager på laveste varme, for at undgå brændte bageskorper.
TIP: Har du ikke bagt kage i Trangia før, vil jeg anbefale dig at lave et par test hjemme i haven. Jeg har selv brugt meget tid på at lære teknikken ordentligt at kende.
TIP: Den du ved nok kagen kan også bages i en almindelig ovn – se opskriften her.
Comments