
Lækre og lune hyldeblomst pandekager - en skøn snack på sommerturen. Pandekagerne er super lette at lave og de smager fantastisk med hjemmelavet estragonsukker, der har et let krydret twist af lakrids.
Hyldeblomst pandekager
10 stk.
Ingredienser:
Pandekagedej
125 g hvedemel
20 g kokosmælk pulver (fx Unik food)
2 tsk. bagepulver
1 tsk. chiafrø
¼ tsk. vaniljepulver
1 spsk. sukker
1 knivspids salt
1¾ dl vand
10 friske hyldeblomst skærme
Estragonsukker
1 håndfuld frisk estragon
4 spsk. sukker
Stegning
Plantemargarine eller smagsneutral olie
Udstyr på tur
1 gryde
1 nonstick pande
Fremgangsmåde:
Forberede hjemme: Mål og vej de tørre ingredienser af til pandekagedejen og kom dem i en frysepose. Lav endvidere estragonsukkeret og kom det i en lille frysepose.
Estragonsukker: Skyl den friske estragon, og dup den tør i et rent viskestykke. Blend plukket estragon og sukker, til det har fået en flot lysegrøn farve.
Pandekagedej: Kom de tørre ingredienser i en gryde. Tilsæt vand og rør dejen godt sammen. Klip hyldeblomsterne af stilkene og rør dem i dejen.
Lad pandekagedejen hvile 20-30 minutter, før du bager den.
Varm panden op over middel varme. Bag pandekagerne gyldne, 1-2 minutter på hver side, i plantemargarine eller olie.
Server pandekagerne med estragonsukker og evt. friske jordbær.
NB: Hyldeblomstpandekagerne smager også skønt med almindeligt sukker.
Comentários