Marskstien
- VEGGIEbyAnjaRathje
- 24. mar.
- 7 min læsning
April 2024
Årets mor-datter tur gik til Sønderjylland, hvor vi havde planlagt en tre dages vandretur i Tøndermarskens særprægede landskab.
Tøndermarsken er Danmarks største marskområde – et fladt og frodigt kulturlandskab, skabt af havet og formet af menneskers mangeårige arbejde med og mod vandet.
Nedenfor kan du læse min turdagbog, som deles gennem billeder og korte dagsbeskrivelser.
1. dag: Tønder til Rudbøl, inklusiv byvandring - 21,30 km.
Vi ankom til Tønder i formiddags, hvor vi havde planlagt museumsbesøg. Jeg havde set frem til at se udstillingen om Danmarks mest berømte guldfund fra jernalderen - historien om hvordan guldhornene fra Gallehus blev fundet på en mark ved Møgeltønder i 1639 og 1734.
Vi fortsatte op i byens vartegn - det 40 meter høje Tønder Vandtårn fra 1902, som rummer en udstilling af møbeldesignerens Hans J. Wegners stole.
Turen fortsatte gennem Tønders hyggelige gader og stræder. Her besøgte vi museet Drøhses Hus, som er et velbevaret gammel barokhus fra 1672, hvor kniplingsudstillinger fra en svunden tid kan opleves.
Jeg mindes min barndom, og de mange hyggelige besøg hos min bedstemor, hvor hun lærte mig det smukke håndarbejde.
Vi fortsatte til Det Gamle Apotek, som siden 1991 har haft en spændende salgsudstilling i butikkens tre etager. Bygningen blev opført i 1668, og havde frem til 1989 fungeret som apotek. Foran bygningen er en imponerende sandstensportal med snoede søjler og to skjoldbærende løver.
Vi besøgte herefter Tønder Kristkirke, som blev opført i 1592 i middelalderstil. Kirkens tårn er fra den tidligere Sankt Nikolaj Kirke, og kan dateres tilbage til 1350.
Kristkirken er blevet særlig berømt, da Hans Adolph Brorson virkerede som præst i kirken fra 1729-1737. Efterfølgende blev han stiftsprovst i Ribe i 1737 og biskop for Ribe stift i 1741.
Hans Adolph Brorson var en af Danmarks største salmedigtere, og hans første salmehæfte blev udgivet i 1732. I dag finder vi et udvalg af Hans Adolph Brorsons salmer i Den Danske Salmebog - blandt andet "Op, al den ting, som Gud har gjort".
Efter en lækker frokost på Café Victoria begav vi os ud på Marskstien. Vi fulgte Gangbroen, som ligger placeret på Vidåens bred ved Skulpturhaven.
Videre forbi Bachmanns Vandmølle - ud i det flade og vidtstrakte landskab med enestående natur og rige fugleliv.
Kalenderen viser forår – men her på Marskstien er det til tider barsk og blæsende, hvilket vi mærkede på turens første etape. Det meste af tiden gik vi i strid modvind og piskende regn.
Vi gik i historiens vingesus langs den dansk tyske grænse, hvor grænsegendarmer patruljerede til fods mellem 1920 og 1958, hvorefter grænsepolitiet blev motoriseret.
Det var en speciel oplevelse at gå mellem to lande – Danmark på den ene side og Tyskland på den anden – blot adskilt af et vildtsvinehegn.
Vi passerede Nørresø, der er anlagt som yngleområde for den truede fisk snæblen. Vi fortsatte forbi Lægan Pumpestation, som er den største af Tøndermarskens fire pumpestationer.
Marskstien førte os til landsbyen Rudbøl, som ligger på Tøndermarskens ældste havdige fra 1556. Her har vi bestilt overnatning på Grænsekroen, som ligger fint med udsigt over Rudbøl Sø.
Nu slapper vi af på hotelværelset.
Livet er herligt!
2. dag: Rudbøl til Højer - 23,90 km.
Efter morgenmad i hotellets restaurant begav vi os ud på dagens etape.
Vi så grænsestenen fra 1920, som er indlagt i asfalten i Rudbøl, og deler byen i dansk og tysk.
Vi fortsatte ud på ådiget til landsbyen Nørremølle og videre til grænseovergangen Siltoft, som er en af i alt 16 langs den 67 kilometer lange grænse.
Efter en kort pause i det lille grænsehus, fortsatte vi på det gamle havdige fra 1961 med Margrethe Kog Syd på den ene side og Frederiks Kog på den anden. Margrethe Kog Syd er blandt Europas vigtigste fuglelokationer og udpeget til UNESCO Verdensarv.
I tidsrummet 1. april til 1. juli yngler fuglene i Margrethekogen, og vi gik derfor ved foden af diget frem til den gamle sluse i Højer.
Højer sluse er en af de første stensluser, og den blev opført i 1861 i forbindelse med inddigningen af Ny Frederikskog. Bag slusen anlagde man Højer Havn, hvor der i mange år var livlig aktivitet fra fiskefartøjer og transportskibe samt feriegæster der skulle sejles til øen Sild.
Vi passerede Vidåfabrikken fra 1918 og fortsatte ud til Vidåslusen, som blev bygget i årene 1979-1981, efter stormfloden den 3. januar 1976 truede med at gå over det ældre Højer Dige. Den 20 meter brede sluse består af tre beton kamre med hver to sluseporte af træ, som kan lukkes ved højvande og stormflod.
Rutens terræn skiftede karakter – vandring på diget blev erstattet af en asfalteret sti langs Vadehavet frem til klinten Emmerlev Klev. Her åbnede der sig et kig til mellemistiden Eem, hvor moselag som det eneste sted i Danmark er blottede.
Tilbage på digerne og videre til den kulturhistoriske by Højer. Her besøgte vi Højer Mølle, hvor der blev drevet mølleri og kornhandel i perioden 1857 til 1972. Højer Mølle er 22 meter høj og dermed en af de højeste hollændermøller i Nordeuropa. I dag er Højer Mølle både et museum og et velbevaret kulturmiljø, hvor vi gennem udstillingerne i de to kornmagasiner blev klogere på livet i Tøndermarsken.
Turen fortsatte til Torvet i Højer og Marsk Hotellet hvor vi overnatter.
Efter et hvil og en lækker tre-retters middag i hotellets restaurant, tog vi på en guidet tur med introduktion af Tøndermarsken og naturfænomenet Sort Sol. Vi havde set frem til et smukt og betagende syn, over Magisterkogene, med stærene dansende på aftenhimlen. Desværre kom stærene ikke til aften, da det er blevet for varmt. Naturen råder vi ikke over - vi må derfor tilbage og opleve Sort Sol en anden gang.
Vi er igen på hotellet og slapper nu af på værelset efter dagens mange indtryk.
Livet er herligt!
3. dag: Højer til Bønderbyvej 29 - 5,80 km.
Efter et lækker og mættende morgenmåltid forlod vi Marsk Hotellet kl. 10.00 og gik en tur i den gamle marskby.
Højer har et særligt kulturmiljø, som er præget af både dansk og tysk byggeskik. Byen er kendetegnet ved sine marskgårde, småindustri samt tætte og varierende gadestruktur.
Vi startede dagen med at gå i Højer Vandtårn, som blev ombygget i 2015 til et udsigtstårn. Via en 34 meter lang vinkeltrappe, gik vi 75 trin op i den tidligere vandtank, hvorfra der var adgang til en udsigtsbalkon. Her nød vi et flot kig over landskabet og vadehavet, hvor vi i horisonten kunne se øerne Sild og Rømø.
Vi fortsatte til Højer Kirke, som er en tufstenskirke, bygget i anden halvdel af 1200-tallet. Her fik vi en rundvisning inden dagens gudstjeneste, som blev holdt på tysk.
Vi forlod Højer og fulgte Marskstien ud på ådiget. Vi gik langs en af Tøndermarskens mange kanaler, forbi såkaldte ”kaffepletter” – hvor fire vandrere tog sig et hvil.
Efter en kort snak om fælles turoplevelser på Marskstien fortsatte vi på ådiget.
Vi passerede søerne vest for Bønderby, som er opstået ved mergelgravning i perioden i 1905-1953. Mergel er ler med mindst 10% kalkindhold, som blev brugt til jordforbedring i landbruget. Med tipvognstog blev mergelen fragtet fra mergellejet, hvor der også tidligere lå barakker til mandskab og teknik.
Vi gik ad en en smal skovsti langs søerne, og pludselig var min mor uheldig at falde.
Vi kunne hurtig konstatere, at årets vandretur måtte stoppe øjeblikkeligt.
Vi måtte ringe 112, og hun blev hentet med ambulance og kørt til Aabenrå Sygehus. Her skal hun opereres for tre brud i anklen og et brud i knæet.
Min mor er heldigvis ved godt mod, og vi ser begge frem til nye fælles oplevelser med vandrestøvlerne på, når hun er klar igen.
Tak til de fire vandrere, som tog sig tid til at hjælpe min mor og jeg indtil ambulancen var fremme.
Tak til falckredderne, som gjorde et flot og kompetent stykke arbejde. Min mor var tryg i deres hænder.
I det hele taget tak til Det danske sundhedsvæsen, som i dag præsterede til topkarakter.
4. dag: Bønderbyvej 29 til Tønder - 11,20 km.
Efter en uge vendte jeg tilbage på Marskstien i formiddags, for at færdiggøre vandreturen - desværre uden min mor.
Jeg startede hvor vores fælles tur endte så brat, sidste søndag, på den smalle skovsti ved søerne vest for Bønderby.
Jeg gik gennem den langstrakte vejby Bønderby, der ligger langs geestkanten og rummer flere bevaringsværdige gårde. I dette område, er der lokaliseret adskillige bopladser og gravpladser fra jernalderen, ligesom der er en del middelalderlige værfter, som bevidner flere tusind års bebyggelsesudvikling.
Jeg fortsatte ud i marsken og videre til Møgeltønder, som er en af Danmarks ældste byer.
Jeg besøgte Møgeltønder Kirke - Danmarks største landsbykirke.
Møgeltønder Kirke er opført i 1200-tallet og bygget af teglsten. Kirken er udsmykket med et væld af kalkmalerier, som stammer fra tre forskellige perioder. Særligt malerierne fra 1550-1560 på skibets vestvæg er enestående, hvor kampscener er detaljeret udført i en arkitektonisk ramme.
Jeg fortsatte ned ad den historiske Slotsgade med de toppede brosten, gamle lindetræer og fredede stråtækte huse, frem til det smukke Schackenborg slot. Her gik jeg en tur i Slotsparken, som har været åben for offentligheden siden sommeren 2021.
Ruten førte mig endnu engang ud i marsken og tilbage til Tønder, hvor min mor og jeg startede sidste fredag.
På Torvet passerede jeg en kopi af byens skamstøtte - en to meter høj figur af kagmanden med sin pisk i højre hånd.
Kagmanden blev sat op til skræk og advarsel for byens lovbrydere i perioden 1699 til slutningen af 1700-tallet. Han stod ovenpå byens kag - pælen hvor personer blev afstraffet med pisk for mindre lovovertrædelser.
Tønders kagmand er den eneste bevarede i Danmark - og originalfiguren, fra 1699, befinder sig i dag på Tønder Museum.
Jeg mødtes med Henrik på Torvet og sammen spiste vi en let frokost i Klostercaféen. En hyggelig café i Tønders ældste hus fra 1517.
Nu sidder jeg i bilen, på vej hjem, og drømmer om mit næste vandreeventyr.
Livet er herligt!
Facts om vandreruten Marskstien
Distance: 54 km rundtur.
Startsted: Tønder, Rudbøl eller Højer.
Parkering: Vi startede i Tønder og satte bilen ved Danhostel (Sønderport 4, 6270 Tønder).
Skiltning: Marskstien er godt skiltet og der kræves ikke kort.
Fodtøj: Det meste af tiden vandrer du på diger, markveje, grusstier og meget lidt asfalt. Om sommeren kan lette vandresko eller trailsko være alt rigeligt. I foråret og efteråret kan ruten dog være meget våd, og jeg vil derfor anbefale vandtætte vandrestøvler eller vandresko.
Proviant: I byerne er der mulighed for at spise på enten café, kro eller restaurant. Udvalget af vegansk mad er dog sparsomt. I Tønder er der veganske muligheder på Café Victoria, i Højer kan der forudbestilles vegansk middag og morgenmad på Marskhotellet og endelig er der i Møgeltønder mulighed for at købe vegansk suppe i Café Slotsgaden. Herudover er der også dagligvarebutikker i Tønder og Højer. Undervejs på ruten finder du flere "kaffepletter", hvor medbragt madpakke kan nydes - hvis altså vejret er hertil.
Hunde er velkomne i snor på hele Marskstien.
Comments